Aflastning
Børn:
Det er i dag normalt at handicappede børn, fx. børn med Downs syndrom, vokser op hjemme i familien. Men det kræver ofte et stort arbejde at passe barnet og koordinere tilbud og behandling. Nogle forældre har derfor brug for et pusterum til sig selv og hinanden
Hvis der er søskende er der også behov for at priortere dem og lave aktiviteter, hvor det er svært at have den handicappede bror eller søster med.
Og ikke mindst har det handicappede barn eller den unge selv behov for at komme ud og have andre oplevelser end dem, de daglige omgivelser giver.
 
Kommunen skal tilbyde aflastning uden for hjemmet til de forældre der ønsker det til deres handicappede barn eller den unge. Det kan enten være på en aflastningsinstitution eller i en familie. Tilbuddene varierer fra amt til amt.
Aflastningsbehovet skal foretages udfra en samlet vurdering af familiens aflastningsbehov. Heri skal bl.a. indgå omfanget af barnets handicap, om forældrene bor sammen, og om der er søskende.
Når en familie ønsker aflastning kontaktes amtet eller kommunen. Se vejviser for amterne.
 
Døgnaflastning i plejefamilier, opholdssteder eller aflastningshjem efter § 40, stk. 2 nr. 5, §§ 49, 51, 91 og 93 i serviceloven.
Der kan ikke opkræves betaling for aflastning.
Hvis dagtilbud eller aflastning ikke er tilstrækkeligt i det konkrete tilfælde, kan der ydes et tilskud til en hjælper efter § 28 til aflastning. Der ydes kun hjælp efter § 28 til aflastning i eget hjem.
Når der ydes tilskud til privat antaget hjælp, bør forældrene gøres opmærksom på, at der normalt ikke kan antages personer, som er under 18 år.
Der kan ydes aflastning efter servicelovens §§ 72 og 76 til afløsning i hjemmet. Fx. til praktisk hjælp eller rengøring. Hvis der er behov for mere end 20 timer om ugen, har man selv ret til vælge den person, man ønsker til at løse opgaven.
 
Voksne:
Når den unge fylder 18 år og han eller hun stadig er hjemmeboende, er der mulighed for aflastning i hjemmet efter §§ 72 og 76, som også er gælder for voksne med handicap.
Når der er behov for aflastning uden for hjemmet, er der mulighed for dag-, nat- eller døgnophold i botilbud efter §§ 91 og 93 i serviceloven.